Spring til indhold

Filosofien

Naturen og det vi oprindeligt kommer af synes at være blevet fjern for de fleste. Som professionelle indenfor friluftsliv oplever vi at det moderne menneske har glemt så utrolig meget af den viden og de kompetencer som engang var afgørende for at kunne opretholde et ret simpelt liv. Ser man på det hamsterhjul som vi i dag farer rundt i, er der ikke noget at sige til at flere og flere skruer ned for tempoet og søger natur og kreativitet som en kontrast til det digitale og privilegerede fast-forward forbrugssamfund som skaber illusioner om hvad det gode liv skal indeholde. 

Nok var fortids menneskets liv mere simpelt og da også for primitivt  til nutidens verden; men nulstiller du dine behov, stiller skarpt på dine kompetencer og skærer ind til det vigtigste i dit liv, så er følelsen af det gode liv måske ikke så uopnåeligt endda? 

Som kursusvirksomhed handler meget af det vi gør principielt om både udvikling og afvikling; for vi mener at potentialet for nuet ikke altid ligger i fremtiden og det “nye”, men også i fortiden og den “gamle” viden. Vi brænder for at give flere evnen til igen at trives udendørs i længere tid og at kunne forsyne sig med naturens ressourcer på en respektfuld og cirkulær måde ved hjælp af fantastiske håndværk fra tidernes morgen. Vores passion ligger i at se det gode i det simple liv, det gode håndværk og de små detaljer. 

Hos Nature Dynamics hylder vi livet i og med naturen. Vi har en ambition om at skabe et fælles afbræk fra hverdagen hvor vi kan arbejde med at fastholde, udfolde eller genskabe vores jordforbindelse og gen-lære at se nuancer og potentialer i den natur som omgiver os.

Hvad er forskellen?

Friluftsliv: kan være mange ting, der alt sammen omhandler et liv med diverse aktiviteter du kan lave udenfor. Det er en slags paraplybegreb, der dækker over en mange forskellige aktiviteter .

Overlevelse: kan godt være noget vi øver os på, men er som regel en situation vi bliver bragt i ved en pludselig og utilsigtet hændelse. I en overlevelses situation forsøger du at få kontakt med civilisationen så hurtigt som muligt og for at vende tilbage til den.

Bushcraft: dette er ofte en hobby, hvor alle former for naturlige teknikker og håndværk læres, studeres og anvendes. Både moderne og primitive teknikker bruges i flæng.

Hos Nature Dynamics: forsøger vi at kombinere alle de forskellige begreber for at opnå en større forståelse for et liv i og med naturen, det er helheden af ​​de færdigheder, primitive håndværk, sociale færdigheder, selverkendelse og iagttagelse, som er nødvendige for bevidst at kunne opholde sig i naturen i længere tid. Det er ikke et spørgsmål om at overleve, men at leve. Det forsøger vi at opnå med anvendelse af primært naturlige materialer og gamle teknikker.